Da jeg var 7 år gammel, forsvandt min mor. Nu skal mødre ikke gå fra deres små piger. Det er generelt en dårlig ide. Ikke mindst fordi barnet kan finde på at påtage sig skylden og udvikle nogle uhensigtsmæssige ideer om sig selv og om verden. Det gjorde jeg da også. Jeg var helt ind i mit voksne liv overbevist om – på et dybt ubevidst niveau, selvfølgelig – at hvis jeg elskede nogen ville de forsvinde. Det var så udtalt at hvis en kollega eller bekendt gik uden at sige farvel så mærkede jeg en dyb sorg og ensomhed. Mens kollegaen eller min bekendte formentlig blot havde glemt at sige farvel, så blev det i min indre fortolkning til et stort savn.

Du har haft en anden barndom. Du har haft andre forældre. 

Det var også da jeg var 7 år at jeg byggede min egen cykel. Det gjorde jeg naturligvis ikke, men min far gav mig oplevelsen fordi jeg havde pudset lidt og måske også skruet lidt på et sammenbragt monster som han byggede til mig af en damecykel og en barnecykel. Rød var den. Som en cykel jo skal være. Men så meget vigtigere var det, at han lærte mig at jeg kunne alt hvad jeg prøvede. Bare jeg prøvede hårdt nok. Måske derfor bliver jeg aldrig slået ud af problemer, for jeg ved - tror – at jeg kan fikse dem. Selv ikke en del data der peger på det modsatte, har fjernet den overbevisning.

Du har haft en anden barndom. Du har haft andre forældre, der har lært dig nogle andre ting om hvordan verden er. Din fortolkning af verden er anderledes. Måske tror du grundlæggende på at alle elsker dig, men har lav selvtillid? Hvis du og jeg var de sidste i lokalet og ingen havde sagt farvel, sidder du og nynner mens jeg er bleg af sorg. Hvis du og jeg skal løse en kompleks opgave, så står bekymringerne i kø i dig, mens jeg siger ”kom nu, det kan vi sagtens!”

Tænker vi os til følelserne – eller føler vi os til tankerne?

Sammenhængen mellem tanker, følelser og handling er fortsat til debat men moderne psykologi, anført af den kognitive skole, er rimeligt enige om at tanker har en meget betydningsfuld indflydelse på vores følelser og handlinger.

I den kognitive psykologi taler man om automatiske tanker som dem, der suser forbi vores øvre bevidsthed hele tiden. De forekommer ofte i dialogform. Som en slags samtale med mig selv. Nogle gange kritisk over for mig selv eller andre, andre gange anerkendende over for mig selv eller andre. Men altid vurderende og selvorienteret, med afsæt i mig, min, mit, jeg. En konstant selvoptagelse fordi alle bedømmelser stammer fra mit synspunkt, min erfaring, mine behov osv.

Det er en indre dialog, der kommenterer alt hvad vi oplever. Nogle gange kommenterer den på det vi oplever lige nu, andre gange på noget, der skete eller ikke skete i fortiden; hvad jeg burde havde sagt eller gjort. Eller den er i fuld gang med at forudsige hvad der kommer til at ske. ”Så siger jeg, så gør han”.

Typisk mig! Nu gider de ikke snakke mere med mig 

Vi kalder dem automatiske tanker fordi de ofte baserer sig udelukkende på fortidens erfaringer i stedet for at forholde sig åbent og nysgerrigt over for det der sker lige nu. Mødrene og fædrene til de automatiske tanker vi hver især har, er nogle oprindelige tankemønstre, der er hugget i sten. Det er min grundantagelse om at ”hvis jeg elsker, bliver jeg forladt” eller din om ”jeg lykkes aldrig”. De er primitive og meget katagoriske, fordi de stammer fra en mindre mentalt sofistikeret tid i vores liv.

Vi har selvfølgelig også positive grundlæggende antagelser: Der er min grundantagelse om at jeg kan lykkes med alt, hvis jeg bare prøver hårdt nok og din om at du er elsket og ingen forlader dig. Og mens de negative grundantagelser skaber mentale fængsler og begrænser vores opfattelse af verden og vores handlerum, så er de positive grundantagelser med til at vi kommer helskindet gennem livet.

De negative grundlæggende grundantagelser ligger der og venter på den mindste anledning til at sende en impuls op gennem systemet til de automatiske tanker, der så reagerer ved at tænke for eksempel: ”Typisk mig! Nu gider de ikke snakke mere med mig” eller: ”Det klarer jeg aldrig!” Impulsen, der starter processen kan være en begivenhed, en tanke eller en følelse.

Så vi skaber altså i høj grad selv vores oplevede virkelighed. Og det gør vi på flere måder, blandt andet:

• Vi oplever nuet gennem fortidens filter og fortolker derfor nye oplevelser gennem gamle erfaringer.
• Vi sorterer i de data, vores sanser opfanger, på en måde, der bekræfter, hvad vi allerede ved.
• Vi former ideer om, hvordan tingene er, og bør være, og så vurderer vi vores oplevelser i lyset heraf.

Charlotte Mandrup

April, 2021