Ja tak, jeg deltager i mindfulnesstræningen

Tilmelding

 

Indimellem bliver jeg inviteret ind i et andet menneskes sorg. Helt derind hvor de normale identitetsmarkører er skrællet væk, hvor forsvarsværkerne er brudt sammen og hvor det, vi i daglig tale kalder ego, er borte.

Det er det smukkeste sted at være, skrøbeligt, og et sted jeg personligt kender virkelig godt. At mødes der, hvor alt andet end vores fælles menneskelighed er væk, hvor der er genkendelighed og hvor min sorg er i rummet sammen med din og de er ens og forskellige på samme tid. Netop den nøgenhed, den uforstillede ærlighed, dybden, er den hellige gral jeg altid søger i mit arbejde.

Og dog har vi så fattigt et sprog for sorgen, især i en professionel sammenhæng. Vi står famlende og bange for at overskride grænser, bange for at sige noget forkert.  For hvad siger man til en kollega, en medarbejder, en kunde der har mistet?

”Det gør mig ondt”

”Jeg føler med dig”

”Tiden læger”

”Jeg er her”

Vi mangler et sprog for sorgen.

Et sprog vi kan bruge i professionel sammenhæng, på jobbet. Et sprog som ikke er forbeholdt religion eller sentimentalitet, men kan bruges verdsligt og af os alle. Vi savner nuancerede ord for medfølelse, smerte, tomhed, der ikke psykologiserer den sørgende.  Ord der kan beskrive det kaos der opstår i kølvandet på et tab, magtesløsheden, handlingslammelsen, tågen – uden at gøre samtalen terapeutisk. For at hjælpe må vi kunne tale om vreden, der er sorgens følgesvend og frygten, der måske er flyttet ind i kroppen. At blive efterladt er så tæt på at blive forladt at det i praksis kan være svært at skelne. Ensomheden og meningsløsheden står klar på trappetrinet, gæster med en tildækket gryderet i favnen.

Hvordan taler vi om det?

Hvilke ord kan jeg bruge til at holde din hånd når du går gennem mørket?

Hvordan kan jeg forklare at du for mig stadig er den samme kapacitet, at jeg forventer det samme af dig som altid, at du ikke er blevet lille, mindre, uformående – men at præstationen kan vente lidt?

Hvordan kan jeg gøre det rigtige for dig, hvis jeg ikke kan finde ud af at spørge ind til dit behov?

Det bedste og mest hårdtarbejdende spørgsmål jeg kender er ”Hvordan har du det?” – stil det og lyt. Lyt med hjertet, med empatien, med din erfaring som menneske. De fleste sørgende vil faktisk gerne tale om deres sorg, usikre eller sikre i ordvalget, gentagende det samme igen og igen - ikke kun i dagevis, men i månedsvis, i årevis – resten livet måske. Sorgen ændrer sig og bevæger sig med tiden, med åndedrættet, med livet som det leves videre, men den forsvinder ikke, sorgen, og det kan være svært at rumme på en arbejdsplads, hvor resultater skal skabes og trivsel vedligeholdes.

Jeg frygter vi mister mennesker til uarbejdsdygtighed, fordi vi ikke ved hvad vi skal stille op med sorgen på kontoret. Men vi har tacklet mange andre svære emner på arbejdspladsen, så hvorfor ikke tage en snak om sorgen over kantinefrokosten eller til ledergruppemødet? Snak om jeres personlige erfaringer. Fortæl, hvad der hjalp og hvad der ikke hjalp. Tal om ordene, hjælp hinanden til at blive mere nuancerede ved at stille uddybende spørgsmål. Fjern frygten for sorgen.

Nå ja, og så lige en sidste ting. Det er ikke nødvendigt at holde arbejdsfri for at sørge. Som leder er det ikke altid en god ide at give den sørgende orlov. Sorgen kræver selvfølgelig stilhed, og færre krav og langsomhed – det er givet. Men arbejdet er samtidig det, der kan holde sammen på personen, det der skaber rammer og retning i en tid med fortabelse og grænseløshed og manglende fodfæste. Mangen en sorg er blevet båret gennem arbejdets meningsfuldhed.