Illustration af Rasmus Sand Høyer fra artikel i Finans 8.7.2018

 ILLUSTRATION "LEAVING CORONA CITY" AF CHRISTIAN LØGSTRUP, 2020

Godt Nytår!

kkenalt,rissJeg var i gang med en artikel til jer om den stigende økonomiske ulighed, om Kåre Schultz og hans megatastiske løn og den lussing Margrethe Vestager lige har givet ham … da jeg mærkede, at jeg ikke skulle skrive netop den artikel. I stedet satte jeg mig på meditationspuden og undersøgte, hvad der rørte sig derinde. Jeg vidste det selvfølgelig godt intellektuelt, men det var klarificerende at mærke det i kroppen og iagttage tankernes gentagende banalitet og nå til den enkle oplevede erkendelse: ”Jeg føler mig truet!”

Ikke sådan fysisk, som jeg sidder her i halvmørket. Ej heller som en direkte trussel mod min familie og kære. Det handler heller ikke om min livsstil, mit arbejdsliv, min fremtid. Truslen føltes langt dybere og mørkere og mere omfattende. Den udspillede sig for mig som en trussel mod vores personlige frihed, mod demokratiet og respekten for individets autoritet og autonomi. Det var som en nat, der kunne sænke sig over alt, hvad farmor og farfar havde kæmpet for, ikke kun under krigen, men i alle deres valg og fravalg. Det var billeder af truende dystopi, af middelalderlige rædsler.

 

Room 101 – din største frygt

”You asked me once, what was in Room 101. I told you that you knew the answer already. Everyone knows it. The thing that is in Room 101 is the worst thing in the world.”

Den værste ting i verden for dig.

I George Orwell’s 1984, har kærlighedsministeriet en utænkeligt uhyggelig torturmetode. Ministeriet har kendskab til dine personlige mareridt og til din største frygt – og netop din største frygt vil blive den tortur, der anvendes mod dig. For Winston Smith i 1984 var det rotter. For mig er det tabet af vores personlige frihed, så derfor er det den form min trusselsoplevelse tager. For dig har den form for udefinerbar eksistentiel trussel måske karakter af frygt for døden, for at blive forladt af dine kære, for at blive udskammet, efterladt i rendestenen, ruineret.

I den sidste korte tid har vi haft to historisk massive kriser: #metoo og #minkgate. De to emner har fyldt fladerne i 4 måneder – samtidig med at den ydre trussel måske nok lysner med vacciner i horisonten, men dog stadig hænger tungt over vores sociale liv, vores økonomi og vores sundhed.

Gennem de emner har vi fået afløb for vrede, frustration, bekymringer. Vi har kunnet kritisere statsministeren, justitsministeriet, embedsværket. Jeg har bidraget til at lægge brænde på bålet.

Og i den proces har vi fået skabt så meget mistillid til hele statsapparatet af regering, folketing, politik, embedsværk at det truer vores vilje til at stole på og efterleve de næste restriktioner. Martin Krasnik beskriver netop dette så lysende elegant i Weekendavisen i dag.

 

Der er rationel kritik – og så er der følelsesafløb

Som supplement til Krasniks analyse vil jeg pege på vores egen andel i den mistillid, der er opstået i befolkningen overfor regeringen og den udøvende magt. Alle os, der har ytret os kritisk på sociale medier og i pressen har været med til at bygge mistilliden, fordi vi har ladet vores frustrationer over hele corona-situationen finde udtryk i først #metoo og senere i #minkgate.

Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke foreslår at vi stopper med at være kritiske. Tværtimod. Men at kritikken må omfatte vores personlige motiver og følelser. Det vil sige, at jeg – og du – identificerer vores følelser og motiver og så prøver at udtrykke vores holdning uden at lade fingrene guide af selvretfærdighed og selvblindhed.

Og dermed er vi tilbage ved artiklen om Kåre Schultz og hvorfor jeg ikke skal skrive den. Eller hvorfor jeg ikke skal skrive den lige nu. Artiklen skal skrives. Den bør skrives. Men hvis jeg gjorde det i dag, ville den være opflammet af min hjernes fortolkning af trussel og artiklen ville derfor blive unødigt skarp og unuanceret.

Eller sagt på en anden måde: jeg ville bruge min harme over global ulighed som kanal for min personlige frygt.

Psykologerne kalder det rationalisering, når vi lader vores følelser få et tilsyneladende rationelt udtryk.

Hjerneforskerne taler om vores tendens til at overkompensere, når vi føler os truet, hvilket er hvad man i militære kredse kalder for disproportionate response.

Det vil sige: min hjerne identificerer en trussel, min rationelle evne forsvinder og jeg overreager på det, min hjerne definerer som genstanden for truslen – hvilket svarer til at skælde Mette Frederiksen ud for tabet af min personlige frihed. Lidt rigtigt er der om snakken – men statsministeren har trods alt ikke plantet Covid-19.

Når vi kommunikerer skriftligt og især i de korte formater, sociale medier lægger op til, er det umuligt at få plads til nuancerne. Det er reelt en af de største trusler mod os som sammenhængende samfund. At vi kommer til at tage parti med statsministeren eller oppositionen. At vi bruger ”folkesundhed” som trumf over enhver indvending. At vi ser ting i sort eller hvidt. At vi polariserer hinanden.

 

Vær gavmild. Vi mener det jo godt.

Jeg tror det, jeg i virkeligheden prøver at sige, er at vi har brug for alle nuancer, for al vores gavmildhed i at forstå den anden, hvis vi skal hænge sammen og holde sammen mod den pandemi, der er en reel trussel mod vores livsstil. I stedet for at angribe unuanceret og gå i kødet på hinanden på en ukonstruktiv måde, fordi hjernens instinktive reaktioner driver vores adfærd.

Så – min opfordring er, lad os prøve at neutralisere vores egne følelser fra kritikken af andres handlinger og ord.

Hvis jeg nu lader være med at skrive den artikel om Kåre Schultz i dag, kunne du så lade være med – bare i dag – at skrive noget på sociale medier uden at undersøge, hvad dit motiv er? Og kunne du måske holde det personlige motiv ude af din tekst? Eller i det mindste deklarere det, f.eks. ”Jeg er vred i dag og derfor får det her opslag lidt mere end det kan trække” eller ”Jeg er såret, og derfor er jeg nok lidt skarpere end nødvendigt”.

 

Charlotte Mandrup, november 2020