De sidste 10 år har jeg haft en diffus, men konstant fornemmelse af at verden som vi kender den, er ved at falde sammen og at noget nyt presser sig på. Den fornemmelse er blevet meget intens de senere måneder. To ting bragte mig i en tilstand af chok.

11. marts inddrog statsministeren nogle af vores grundlovssikrede rettigheder. Jeg reagerede voldsomt. Det tog mig 2 uger at komme overens med at min personlige frihed pludselig var betydelig begrænset. Det ramte noget så dybt i mig, at jeg ikke havde ord for det. Noget, jeg havde taget for givet hele mit liv. Noget vi alle havde taget for givet. Det var et chok.

Det næste chok indtraf sig da #metoo eksploderede. Jeg kunne ikke begribe at der pludselig var krig mellem mænd og kvinder, at en akse havde åbnet sig mellem kønnene som en afgrund, der tvang de yderliggående ud i så voldsomt et opgør at blodet flød med tryksværten. Jeg var ung i 1970’ernes kønskamp og husker de rabiate udsagn. Men selv dengang var der ikke sådan en blodtørst, så heftige anklager. Der er en verden til forskel mellem ”en kvinde uden mand er som en fisk uden cykel” og ”enhver mand skal behandles som potentiel krænker”.

“… vi vil se en acceleration af aggression, hvis vi ikke er meget, meget omhyggelige med vores sprog i det offentlige rum”

Hvor åbner den næste akse? Den næste krig mellem segmenter? Bliver det ungdommen mod boomerne? Husejere mod bankerne? HK’ere mod toplederne? Erhvervslivet mod regeringen?

Jeg forventer at vi vil se en acceleration af aggression, hvis vi ikke er meget, meget omhyggelige med vores sprog i det offentlige rum og strækker vores empati langt nok til at prøve at forstå hvor den anden kommer fra. Vi er alle – på et eller andet niveau – bange. Om ikke for os selv, så for vores børn. Og nu er vi på vej i endnu en isolation, der skaber både længsel efter andre mennesker, men også en underlig angst for hinanden forstærket af maskebærende ansigter, hvis mimik er skjult. Bange mennesker bliver nemt aggressive. Bange mennesker har brug for en scape goat. Lad os tøjle den aggression og bruge den konstruktivt.

Livet som vi kendte det, er allerede en fjern fortid

På det personlige plan har mange af os søvnproblemer og fysiske sygdomme som lægevidenskaben ikke kan hjælpe eller vi har allergier og krydsallergier og kan ikke spise gluten eller mælkeprodukter. Alt for mange har stress; denne diffuse sygdom der knyttes til vores arbejdsliv. Alt for mange børn og unge får stillet en psykiatrisk diagnose. Flere og flere par skal have hjælp til det mest grundlæggende menneskelige: at undfange børn.

Det er som om vi er ramt på det allermest basale i menneskelivet. Vi har svært ved at skabe børn, vi sover dårligt, vi bliver syge af den mad vi spiser, syge af at gå på arbejde. Jeg har en dyb sorg over at den vestlige, privilegerede livsstil har fjernet os fra det sunde liv, hvor mad, søvn, sex og arbejde flyder naturligt og selvfølgeligt.

“Vi har brug for en ny verden. Eller en ny udgave af den gamle.”

Og hver dag, når jeg ser ud over engen, der grænser op mod skoven, når jeg dufter græsset i duggens intensitet og følger en fugl med øjnene, græder mit hjerte over de mennesker, der sidder uvirksomme i små lejligheder, med fjernsynet kørende og chips, cigaretter og cola indenfor rækkevidde.

Mine tårer falder for den stigende mængde af mennesker, der ikke passer ind, som ikke kan følge med, som ikke kan andet end klamre sig til bedøvende midler i periferien af en stadig mindre cirkel af mennesker, der lykkes. The winner takes all. Og der bliver færre og færre vindere i den verden vi kender. Vi har brug for en ny verden. Eller en ny udgave af den gamle. En udgave, der deler alt mere ligeligt.

Der er masser af tegn på nye stemninger – nogle gode, andre knapt så gode. Tager vi vores indstilling fra pressen, så står verden i brand og vi er alle på vej mod udslettelsen. Tager vi derimod vores position fra den eksploderende semi- og fuld-spirituelle litteratur, så er vi på vej mod en verden i broderlig kærlighed og mod vandmandens tidsalder.

Sandheden ligger nok et sted midt på aksen mellem pressens dystopi og spiritualisternes utopi.

Hvad kommer efter ekstremerne? Først kaos, så det nye.

Gamle stukturer falder og nye teknologiske løsninger dukker op. Vores tillid til autoriteter og bestemmere vakler og vi tøver ikke med at lade dem vide hvor meget de mishager os. Vores moralske kompasnål singer mellem de yderste poler, mellem askese og grådighed, mellem veganer-krigerne og palæo-folket. Gamle regelsæt giver plads for nye. 

I de senere år har vi set topledere opføre sig med magtkorrumperet snæversyn og misforvaltet aktionærernes tillid – samtidig med at Brene Brown og Simon Sinek er de hotteste navne indenfor ledelse med deres budskaber om sårbarhed og meningsfuldhed.

Trump får måske sin anden runde som præsident i USA; en ekstrem repræsentant for højredrejning, patriarkatet og magtens svimlende misbrug. Som modsætning stillede Marianne Williamson – den første single kvinde – op til 2020 primærvalget. En kvinde, der er en af verdens førende spirituelle lærere og hvis hovedbudskab er at vi skal elske hinanden. Hun faldt ved vejsiden. Forventeligt. Endnu.

Greta Turnberg blev Times Person of the Year i 2019. På få måneder udskammede en stor pige os voksne og satte i den grad bæredygtighed på agendaen uanset hvad man ellers måtte mene om hende. Og dog var Amazons efterfølgende julehandel rekordstor, så klimabevidstheden synes ikke at være kommet længere end til vores læber.

Mens lønforskellene og dermed uligheden er blevet ekstreme mellem topledere og gennemsnitlige arbejder-indtægter i de forgangne år, er mange virksomheder hoppet med på ideen om flere bundlinjer: en for ejerne, en for medarbejderne og en for samfundet. I løbet af de sidste to år er FN’s verdensmål gået fra at være noget, der blev drøftet på venstrefløjene til at være et foredragsemne for erhvervsledere og skoleledere. De fleste toneangivende virksomhederne har meldt sig under fanerne og bannerfører et eller flere af verdensmålene som deres nye CSR. Doing good er hot.

Tænk, at vi får lov at opleve dette!

Alt i alt har årene siden finanskrisen polariseret grådigheden og egoismen og magtkorrumperingen på den ene side – mod en stigende bevidsthed om vores forbundethed og behovet for at stå sammen om de udfordringer vi har.

Så kom Covid-19! Med et blev vores hverdag revet bort og erstattet med isolation, distance, magtesløshed. Vi mærkede ensomheden og empatien, angsten. Men vi mærkede også nærheden. Livets puls slog pludseligt langsommere. Vi kunne igen smage havregrynene og høre solsorten. Vi ændrede adfærd fra en dag til en anden. Vi holdt op med at give hånd, give krammere og var bange for hinanden når vi passerede hinanden på fortovet. Børnene blev hjemme fra skole, de voksne blev hjemme fra arbejde – eller de tog tørnen i jobs, der sikrede at vores samfund fortsatte på nødblus.

“Det var vildt. Det er stadig – eller igen – vildt, mens jeg skriver dette.”

Personligt er jeg taknemmelig for at være i live på et tidspunkt hvor vi er midt i en værdimæssig revolution. Et opgør med materialismen, en genopfindelse af demokratiet og kapitalismen, en kamp for det menneskelige, for naturen. Det føles ikke nødvendigvis som en revolution lige nu. Det føles blot som kaos og overskrifter om ”next normal”. Det er som om det ikke er gået op for os, at vores arbejdsliv, vores sociale liv, vores tilgang til teknologi aldrig igen vil blive som det var for bare ganske kort tid siden. Vi kan vælge mellem at forsøge at holde fast – eller kæmpe for det nye.

Og når vi engang kommer ud på den anden side og kan se tingene i bakspejlet, vil vi forstå at vi har levet gennem en ekstraordinær tid. For ganske som med livet, er revolutioner nemmest at forstå baglæns.

Charlotte Mandrup

30. oktober 2020