Tænker du indimellem på dine første jobs? På hvordan de formede dig? Hvad de lærte dig?
 
Min karriere startede i Korsetspecialisten, hvor korsetterne var i laksefarvet satin med jernwirer. Ren tortur for kvinden. Jeg var 13 år og lille og kunne ikke nå rundt om de fyldigste barme for at tage mål. Jeg kan stadig gætte en kvindes bh-størrelse helt præcist. Bh’erne stod stolte og spidse som Madonnas senere cone-bras i glasmontre, der skulle poleres i det uendelige. Alle hverdagseftermiddage samt lørdag formiddag. Min ugeløn var 45 kroner.
 
Mit næste job var som tankpige hos Shell. Chefen hed Jørgen og sad mest og drak bajere med gutterne i baglokalet. Jeg har stadig lugten af benzin i næseborene. En tryg lugt. Og måske grunden til, at jeg holder af biler med motorer, der er store nok til at skulle tankes hyppigt.
 
Senere – i Sydney – havde jeg en del McJobs. Der var Danish Icecream, der serverede small, regular og large isvafler (dengang, der endnu var noget der var småt). Isbaren lå midt i King’s Cross hvor alt var til salg og især japanske turister trykkede kameraerne mod ruden og filmede de unge, blonde piger i små rød/hvide uniformer. Uden sammenligning det mest ydmygende job jeg har haft. En dag smed jeg forklædet og gik midt i en servering. Jeg bryder mig stadig ikke om lugten af nybagte vafler.
 
Derefter fulgte serveringsjobs med jævnlige klap bagi indtil jeg kom til Yolanda, opkaldt efter den hustru ejeren elskede så højt. Hendes kærlighed var mindre og en dag var hun væk. Ejeren behandlede mig som en datter og fodrede mig før min vagt startede.
 
Der var Dial an Angel; et servicebureau, der sendte mig til et velhaverhjem, hvor jeg strøg i 8 timer. Frokosten bestod af 2 kiks og 5 jordbær. Senere anklagede fruen mig for at brænde hul i en bluse. Til min død vil jeg sværge på at det ikke var mig. Jeg var kun engel en enkelt dag.
 
Der var turistbutikken på The Rocks, hvor verdens største luksuslinere lagde til og sprøjtede købelystne, overgearede japanere og amerikanere ud som konfetti af en bordkanon. De kom, rev alt ned af hylderne, forsvandt og der var igen stille i timer, dage, uger. Jeg havde en barstol. Jeg ventede.
 
Der var Paris Express på Taylor Square. Fantastisk og forfærdeligt. Midt i Sydneys hotteste gay night life og tæt på Skt. Vincent Hospital, der netop havde sendt de sindssyge på gaden for bedre integration. Jeg lærte om livet som det ikke ser ud i en dansk provinsby.
 
Det var 10 timers vagter hvor jeg alene skulle betjene 60 sæder og en take-away sektion, bage croissanter, lave kaffe, juice, smoothies, gøre rent, ælte fars der var så kold at kulden trak tråde op til hjernebarken. Det var der jeg lærte at arbejde.

Alt skete i Paris Express; heroinmennesker faldt i søvn hen over bordene, skizofrene, depressive og personlighedsforstyrrede var stamkunder. Et barn blev født på gulvet, en mand fik toppen af hovedet kappet af. Livets vanvid dansede med skyggerne i Paris Express.
 
Og du – hvilke McJobs har du haft?

Få SIDSTE UDKAST i din indbakke

Jeg skriver om ledelse, arbejdsliv og eksistens til dig, der leder andre og selv er redskabet.

BOOK EN UFORPLIGTENDE SAMTALE

Hvis du har brug for afklaring omkring din videre karriere, er kørt fast i en relation, har svært ved at navigere i det taktiske spil, er i tvivl om din ledelseseffektivitet eller lignende.

Lad os tage en snak om hvorvidt et coachingforløb vil være være nyttigt for dig.

Tidligere indlæg

“Jeg ved ikke, hvem jeg er.”

“Jeg ved ikke, hvem jeg er.”

”Nu ved jeg, hvad spørgsmålet er,” sagde P. ”Det er…” han tøvede, ”det er, at jeg ikke rigtig ved, hvem jeg er. ”  Vi var nået til afslutningen af et coachingforløb, var gået så meget over tid at den næste klient ville komme indenfor få minutter. Jeg havde talt...

læs mere
Den beslutning, du bliver ved med at udskyde

Den beslutning, du bliver ved med at udskyde

Der er noget paradoksalt ved at være et kompetent, handlekraftigt menneske, der hver dag træffer beslutninger med væsentlige konsekvenser for andre mennesker, men som ikke kan få sig selv til at træffe en vigtig beslutning om sit eget liv. Jeg møder det med mellemrum...

læs mere
Gratis moral, kostbare krav

Gratis moral, kostbare krav

Jeg læste for nylig et opslag, som fik mig til at tænke på afstanden imellem de krav vi stiller og vores villighed til selv at efterleve dem. Marianne Dahl pegede helt rigtigt på det paradoksale i, at opbakningen til svinevelfærd har fyldt meget i det seneste valg og...

læs mere

Se alle tidligere indlæg

Jeg skriver hver uge om ledelse, arbejdsliv og eksistens.

Du kan sikre dig de nye tekster direkte i din indbakke, ved at tilmelde dig nyhedsbrevet SIDSTE UDKAST.

Tilmeld nyhedsbrev

* nødvendig

Du kan også booke en uforpligtende snak, hvis du har en udfordring du ønsker at vende.

 

 

“Det er nemmere at høre, når verden kalder – og hvad den siger – hvis man kender sig selv”