Margrethe Vestager om ledelse og kommunikation
Om en uge kommer Margrethe Vestager på besøg i min netværksgruppe og for at fejre det får I her hele kapitlet med Margrethe fra “Autenticitet – moderne ledelseskommunikation”, som jeg udgav på Politikens Forlag i 2009. Heri beskriver Vestager de særlige udfordringer, der præger det at lede et politisk parti og hvordan man som partileder må bedrive ledelse uden de virkemidler erhvervslivet har til rådighed.
Professionalitet og menneskelighed
En af de ting som jeg oplever som nyt i det politiske lederskab, er at der er sket en meget stærk professionalisering af det politiske lederskab gennem de senere ti år. Hvilket for mig indebærer at være professionel, men uden at iscenesætte hele sin menneskelighed ind i en professionel lederskikkelse. Så det er noget med at fylde rollen ud på en personlig måde, men ikke at lade sig forføre af at tro man er interessant som person, hvis man ikke havde haft rollen.
Noget andet, der er karakteristisk for at lede et parti, er at jeg leder mennesker, som leder sig selv. Og de har virkelig noget at have det i fordi de har skrevet under på, at de personligt vil overholde grundloven. Vores grundlov tænkte jo ikke på partier, men på individer der er valgt i deres egen ret. Det betyder, at folk har deres egen platform, deres egen forpligtelse overfor deres vælgere. Og sådan skal det være. Men det indebærer naturligvis, at ledelsesopgaven ikke kan være kommanderende, ordregivende, hierarkisk. Glem det. Du er nødt til at være inddragende, konsensusskabende, inspirerende, retningsgivende og frem for alt respektfuld overfor det faktum, at de andres mandater er lige så gode som ens eget.
Og der er da andre indbyggede udfordringer i et parti. Fx er det jo et vilkår, at der er medlemmer af den radikale folketingsgruppe der er mere tro mod deres vælgere end mod en fælles linje. Det er et vilkår, at folk er valgt ind, indtil de ikke er det mere.
En anden udfordring er, at der er stor forskel på det bagland vi har, alt efter hvor vi er valgt rundt omkring i landet. Jeg er selv valgt i Nordsjælland, hvor der er mange velstillede, veluddannede mennelsker, som arbejder med uddannelse, med forskning, med farmaci inden for biotek, altså med morderne sektorer. Det giver nogle andre temaer, end hvis man er valgt ind i Sønderjylland, hvor man i en periode har oplevet meget lav vækst, afvandring af arbejdspladser, lavt uddannelsesniveau, problemer med at få unge til at køre igennem uddannelse. Og det påvirker selvfølgelig vores diskussioner at vi kommer med en forskellig baggrund. Det kan ikke være anderledes. Kunsten er så at finde balancen mellem det landspolitiske og så det vælgermæssige bagland.
Ledelse uden mandat og repressalier
Som leder af et parti har man jo ikke det samme mandat som en erhvervsleder, eller de samme belønnings-/eller repressaliemuligheder. Der er sådan set ikke ret meget andet end at inspirere, overbevise og hjælpe medlemmerne med at skabe sig en politisk karriere. Det er hvad der er muligt.
Vi har hver vores suveræne berettigelse, men hvor der så træffes en beslutning, så må vi også respektere hinanden så meget, at vi forfølger den beslutning. Og har vi én gang valgt hinanden til, jamen så er der mere end et almindeligt langt opsigelsesvarsel. Der ligger jo en forpligtelse til at stille sig til rådighed for dette fællesskab.
Vi bruger jo debatten som proces; dvs. vi drøfter ting for at nå frem til en fælles konklusion. Og typisk fungere det på den måde, at jeg sætter rammerne og tilbyder mine synspunkter, hvorefter debatten får lov at folde sig ud indtil vi har indkredset nogle hovedtemaer, som nogen så arbejder videre med. Og det er jo klart, at jeg bedriver meget aktiv ledelse gennem disse debatter. Men derudover bevæger jeg mig meget rundt og taler mere uformelt og spontant med folk.
Kynisme og kompromisets kunst
Hele ideen med et demokrati med mange partier, er jo at vi kan godt i hvert parti have stærke holdninger, klare værdier, forslag til, hvordan ting kan lykkes, men det er indbygget i os alle sammen, at vi skal kunne gå på kompromis. Hvis ikke du kan komme med dine ideer, dine løsninger og jeg kan komme med mine, og vi kan finde noget, en tredje ting, som vi begge to er glade for, så kan ingenting lade sig gøre. Jeg tror det var Uffe Ellemann der engang sagde, hvis man vil vinde i politik, så skal man få en hund. Det er måske lidt hårdt – men du kan ikke være for tyndhudet i politik.
For mig betyder det dels, at jeg har lært mig at lade ting prelle af; altså ikke lade dem påvirke mig unødigt. Derudover har jeg gjort helt op med mig selv, hvad jeg tror på og hvorfor jeg har valgt at investere tid og liv og lade mine nærmeste betale for det på forskellig vis. Og det handler helt entydigt om, at jeg synes vi skylder det her samfund en genfortolkning: Hvad vil det sige at høre sammen? Hvad er det for et sted vi overlader til vores børn?
Jeg tror ikke vi overhovedet kan overleve som mennesker og politikere, uden det vi brænder for. Kynisme er den mest almindelige erhvervssygdom inden for politik. Udbredt kynisme. Og man skal da også have en gran kynisme for at kunne skelne det væsentlige fra det ikke-væsentlige. Men det vigtige er den forskel, man kan gøre. Det, der løfter andre mennesker og forbedrer deres vilkår. Det kan være stort og småt.
Det myndige menneske
Der er mange ting i moderne politisk kommunikation, som har sin egen professionalisme og sit eget sprog og sine egne cirkler, men nedenunder er det fundament som jeg står på. Mine værdier, mine grundholdninger. Som for mig er en genfortolkning af noget som blev sagt for mange, mange år siden, hvor det socialt liberale projekt handlede om det enkelte menneskes myndighed.
Min essens, selve kernen i mit politiske arbejde, handler om det. Om det myndige menneske, der ikke kan manipuleres, som tænker selv, som selv tager stilling og som indgår i relationer med andre mennesker. I den moderne version det er jo at sætte mennesket fri. Fri af bånd. Fri af normer. Fri af det der binder. Fri til selv at tage stilling.
Og det gode i vores parti er, at selvom vi sidder en masse mennesker rundt om bordet, så kan vi stadigvæk have en debat, der er meget intens på værdimæssige spørgsmål. Vores styrke er netop at mange af vores fora – udvalg, besluttende organ, hovedbestyrelse – så kan vi faktisk havde disse værdidebatter, så længe det ikke bliver for fritsvævende. Det er en måde for mig at inspirere, at vise vejen, at sætte fokus.
Jeg tror på det enkelte menneskes frihed til selv at bestemme. Også i praksis. Fx spørger vi ikke vores medarbejdere, om de har en partibog. Vi stiller ikke krav om de stemmer radikalt. Men ingen kan snige sig ud af, at her vil vi noget.
Noget af det vi jo forsøger, er at tilbyde en opblødning af den kassetænkning, der adskiller borgere og politikere, ved at sige: du behøver ikke købe hele pakken, eller melede dig ind i partiet – men hvis du brænder for vores skolepolitik, så kom og brug to lørdage på det. Vi forsøger at gøre processen åben, at kommunikere så bredt og involverende som muligt.
Om at tale op og insistere på kompleksiteten
Jeg tror på at mennesker kan mere hvis de bliver talt op. Og jeg har jo for vane at tale til folk som om de er intelligente væsener, der kan forstå kompleksiteten i tingene. Men det er selvfølgeligt en balance mellem at inspirere på kompleksiteten og så få budskabet ud over rampen. Og det kan indebære at skulle gå på kompromis fordi jeg i virkeligheden gerne ville have forklaret kompleksiteten yderligere.
Det er grunden til, at en enkelt hovedsætning sjældent er rummelig nok til at folk kan være der. Og fordi en af mine værdier er, at i et samfund af myndige mennesker, der vil vi være meget forskellige. Der er det svært for mig at kommunikere entydighed fordi jeg synes den er ekskluderende. Jeg har jo lovet mig selv at ville respektere det enkelte menneskes synspunkt på en ret grundlæggende niveau. Og det er klart, det giver udfordringer – både indadtil i partiet og eksternt i pressen.
Når eksistensberettigelsen skifter
I det politiske liv er der sket et meget markant skifte i de sidste ti år, hvor vi indtil da har haft en meget lang periode, hvor der var politisk konsensus om, at i så lille et land med så få ressourcer og så åben en økonomi, er det mest konkurrencedygtigt og i øvrigt bedst for os, at vi laver ting så bredt som overhovedet muligt. Ikke altid, men hvis vi kan. Fordi så kommer der ikke nogen og laver det om i morgen og så skal folk ikke til at gøre tusind andre ting, så skal revisorerne ikke lære helt nye regler og så skal sagsbehandlerne ikke gøre tingene bagfra i stedet for forfra. Så vi har haft tradition for at finde løsninger som hverken er min eller din, men som er den gode løsning.
Men det, der så sker i 2001 er, at vi får en regering af Venstre og Konservative, som meget hurtigt vender sig til, at det er utrolig let at arbejde inden for et fast flertal og det vil sige, at der kan sagtens være mange ting som vi stemmer for, fordi vi stemmer om alt muligt, men grundlæggende bliver der sendt et meget klart signal fra det flertal om, at man sådan set er sig selv nok.
Og det gør jo, at meget af den journalistiske optagethed af, hvad der foregår på Christiansborg, siver fordi det aldrig er rigtigt spændende. Fordi det hele er jo egentlig på plads. Alle ved godt, at når det kommer til stykket så er tingene handlet af på forhånd.
Og det er VKO jo i deres gode ret til. Det er bare en anden tradition end den vi har haft. Og det gør at der bliver ligesom to svar – rødt eller blåt. Og når vores parti så kommer af en politisk tradition som har givet os den erfaring at det er når det røde og det blå mødes, at det interessant sker, så er det klart at vores politiske indflydelse bliver meget, meget tricky. Fordi den har ikke længere noget rum at være i. Og derfor når jeg bliver spurgt, hvad er det egentlig I vil og jeg siger vi vil have en ny regering. Vi peger på Helle Thorning og De radikale mener vi har noget unikt og godt at bringe ind i en ny regering. Så bliver det sådan lidt. Ja, men hvad er det du siger? Du skulle have sagt rød. Eller blå. Fordi der er de to svar man kan give.
Så man sige, at vi har haft to eksistensberettigelser; den ene er det indholdsmæssige og handler om det myndige menneske. Den anden handler om vores politiske vægt. Og den er under pres lige nu.
Så min opgave er jo at genetablere vores eksistensberettigelse. Og det forsøger jeg at gøre ved at tale om at de gode gamle dage er ovre og at det nu handler om for os at demonstrere at vores vilje til samarbejde er usvækket. Men vi må så samarbejde med dem som er indstillet på det samme. Så når vi peger på Socialdemokratiet, forventer vi at de vil bidrage til at skabe en ny ledelsesstil og nedbryde ideen med at Danmark er en virksomhed, hvor der er plads til nogen, men ikke alle. Personligt er jeg imod den måde landet bliver ledet i øjeblikket. Fordi jeg synes den er ekskluderende. Ikke kun politisk på Christiansborg, men også over for borgerne.
Men det er vanskeligt at få taletid, når man er et lille parti, som ikke længere sidder i en afgørende position. Sådan skal det næsten være, men det betyder jo at vi kæmper fra time til time. Fra citat til citat.
Relevans, retning, relationer
Min kommunikationsopgave – både indadtil og eksternt – er at skabe relevans, retning og relationer. Med relevans mener jeg selvfølgelig at partiet fortsat har relevans og dermed kan bevare sin eksistensberettigelse. Retning indebærer at jeg holder fast i vores grundlæggende værdier, at vi konstant ihukommer det myndige mennesker. At jeg minder folk om, hvorfor vi er her. Og med relation mener jeg at få blødt op for måden vi kommunikerer med hinanden på. Der er ingen grund til at lade være med at række ud. Tværtimod. Alt taler for at være så åben som overhovedet muligt.
Og det falder mig naturligt, på en meget praktisk og konkret måde, at bruge tid på at få opbakning. Jeg bruger faktisk tid på at mødes med alle og investere i den enkeltes bidrag. Jeg har bare så mange gange oplevet at når man giver sig selv et øjeblik og stiller et åbent spørgsmål, så får man ofte et svar tilbage, man ikke selv havde tænkt på – eller noget, der var anderledes end jeg havde forventet. Men det er man nødt til hele tiden at genopdage. Fordi det er meget nemt at blive kynisk og gusten og mister forbindelsen til det, der egentlig gør, at jeg er her.
Fx får jeg så mange mails, at det er svært for mig at svare på dem alle sammen. Og engang imellem får jeg nogle rigtig, rigtig, rigtig vrede nogen. Alt muligt lort får man i hovedet og nogen gange så skriver jeg bare helt nøgternt tilbage. Kære Peter Jensen, tak for din mail. Jeg kan forstå at du er dybt indigneret over forholdene for førtidspensionister. Jeg synes heller ikke det er i orden. Vi har gjort sådan og sådan og sådan og sådan. Det er ikke sikkert du er enig, men det er det vi står for. Venlig hilsen Margrethe Vestager. Ni gange ud af ti, så kommer der et helt almindeligt venligt svar tilbage. Kære Margrethe Vestager. Tak fordi du tog dig tid til at svare. Jeg har ikke så tit eller jeg har aldrig oplevet før at nogen ligesom har gjort sådan her. Og det kan man godt forstå, fordi han er en meget vred mand.
Uddrag af “Autenticitet – moderne ledelseskommunikation” af Charlotte Mandrup, Politikens Forlag 2009.