Vores frygt for smerten

Vi er blevet virkelig bange for smerte. Vi medicinerer som aldrig før, ikke kun fysisk, men også i de dialoger vi fører her på platformen. For nylig skrev jeg et indlæg om ensomhed i ledelse, hvor der kom mange værdifulde forslag til, hvordan deling af ensomhed med andre kan lindre. Det er naturligvis og åbenlyst sandt. Få ting heler menneskesjælen som følelsen af forbundenhed med andre mennesker, med naturen, eller med det guddommelige.

Men min pointe er at vi ikke kun skal søge efter smertestillende midler – selvom det selvfølgelig også er vigtigt – men udvikle styrken til at bære livets smerte, så vi ikke bliver slået ud, når den uundgåeligt rammer os. Den eksistentielle ensomheds karakter er præcist at den ikke kan afhjælpes i det øjeblik, de timer, dage, uger hvor den opleves. Den eneste mulighed vi har, er at bære den.

Jeg bekymrer mig over vores insisteren på, at livet skal være uden smerte.
Jeg bekymrer mig over tendensen til at fokusere på midler, der dulmer mere end de helbreder.

Hvorfor er vi så bange for smerte? Er den ikke en af de mest transformative og transcenderende kræfter? Al kreativitet er født ud af smerte. Dyb refleksion og indsigt er ofte født af smerte. Det skarpe argument, den pludselige indsigt – alt kan springe ud fra smerte. Modet til at overskride egne grænser og samfundets konventioner kan være drevet af smerte.

Personligt tror jeg mere på at bygge styrke til at bære, fremfor at søge efter smertestillende midler. Men det er min position i livet og i mit håndværk. Ikke den rigtige, ikke den eneste – men en position.

Smerte er en del af livet, også af arbejdslivet og især af ledelse. Vi burde respektere den, ikke bare for dens kreative kraft, men også for den tvungne selvindsigt den fører med sig, for dens evne til at gøre os ydmyge over for universets ufattelighed og tvinge os til at indse at vores kontrol er en illusion.

Smerte er en universel menneskelig faktor og den mest direkte vej til en empati, der ikke er omklamrende eller overfladisk. Den lærer os om livets væsen og åbner vores øjne for vores fælles menneskelighed. Det er den mest direkte måde at forstå et andet menneske på et dybere niveau.

Ingen grund til at haste så meget med at dulme den.

ps – indlægget er ikke en opfordring til at kaste sig under kniven uden bedøvelse eller undlade at tage relevant medicin, men en påmindelse om at livet OGSÅ er smertefuldt og at der er meget godt at hente ved at kunne bære en vis mængde smerte.