Verden er i opbrud. Det mærkes ikke kun i nyhederne, men som en konstant, indre støj – en uro, der ikke forsvinder med flere strategiplaner, ledergruppemøder eller bestyrelsespræsentationer.
Derfor har jeg skrevet en praktisk guide til dig, der leder eller rådgiver og som skal skabe retning, tryghed og mening for mennesker – så de kan præstere.
Guiden er til dig, der
- mærker, at der ikke længere findes sikre svar
- leder i et system, der selv vakler
- har brug for at genfinde fodfæste i dig selv, før du leder andre
- ind imellem mærker den ledelsesmæssige ensomhed
Læs og brug guiden som du vil
Du kan læse guiden i ét stræk, eller tage den i bidder. Du kan læse den alene, eller vende den med en ledelseskollega. Del 1 og 2 ligger herunder. Del 3 er på vej. Du kan læse den på skærmen eller hente den som pdf.
Når alt omkring dig er kaos, er det let at lade krisestemningen overtage. Det kræver bevidst praksis og konkrete værktøjer at bevare klarhed og handlekraft, når alt omkring os er i opbrud.
Gennem mit arbejde har jeg set mange former for kriser tæt på. Fra små til enorme, fra mindre ændringer i hverdagen til en fuldstændig anden livsstil. Det kan være en fyring, salget af en personligt ejet virksomhed (hvilket kan være en umenneskeligt hård proces), shitstorme, ledelseskollaps og personlige tragedier som dødsfald eller børns sygdom. Og der har været mine egne kriser selvfølgelig. Så jeg har en del erfaring med at komme gennem en krise uden at brænde sammen.
En krise er karakteriseret ved at være uventet, følelsesmæssigt og mentalt overvældende, opfattes som en trussel og kan ikke løses med sædvanlige metoder.
Guiden er skrevet på baggrund af næsten 30 års arbejde med ledere i forandring og krise. Jeg har selv stået i det – både professionelt og personligt – og forsøgt at finde mening og metode, mens det hele var i bevægelse.
Jeg håber, du finder noget i guiden, du kan bruge i den situation du står i.
Vil du tale om det?
Du er også velkommen til at booke en uforpligtende samtale, hvis du har lyst til at vende din ledelsesmæssige situation og få min vurdering og anbefaling.
God læselyst –
Charlotte