Konflikt er et våben. Spørgsmålet er, hvem der holder det.
Nogle ledere skaber sammenhold. Andre skaber splittelse – som en bevidst strategi.
Jeg kendte en nyudnævnt topleder for en stor dansk virksomhed, der sagde:
“Jeg smider nogle landminer ud og ser, hvad der sker.”
Han forstod, at frygt og uro kan være brændstof.
I magtens verden, som vi ser det udspillet lige nu, rusker konflikter op i det stagnerede og etablerede, chokerer til handling, skaber bevægelse. Frygt og vrede er voldsomme kræfter, og hvis du kan slippe dem løs i en kontrolleret, orkestreret form, så har du noget meget potent. Splittelse er sjældent så tydelig, men sniger sig i skyggerne, subtilt, ubemærket.
Men hvorfor vælger nogle ledere at splitte frem for at samle?
Toplederen var kendt for en usentimental, konfrontatorisk ledelsesstil og hurtige beslutninger uden pædagogisk indpakning. Han skabte bevidst uro i organisationen for at presse forandringer igennem og skar til, hvor det gjorde ondt. Målet var effektivisering og resultatoptimering, midlerne var benhårde nedskæringer og en ubøjelig tilgang til forandring. Han lod landminerne lave kaos så tingene sad løst og kunne ændres.
Resultatet: frygt og spænding.
Han skabte kortsigtede økonomiske resultater og skar fedtet fra, men hans tilgang manglede strategisk, kulturel og markedsmæssig forståelse, så virksomhedens grundlæggende problemer blev ikke løst.
Sådan lidt som de slankekure hvor man ikke ændrer sin livsstil. Det holder ikke.
I magtens verden har konflikt og splittelse altid været et anvendt våben.
Vi ser det, når ledere opmuntrer til intern konkurrence, hvilket giver både energi og rivalisering og afholder folk fra at konfronteret ledere. Når der skabes fjendebilleder af “de andre”, hvilket samler de udvalgte bag lederen. Vi ser det i selektiv og kontrolleret kommunikation, så ingen har det hele billede. Tænk Amira i Den Sorte Svane.
Konflikter kan meget godt; de kan få uenigheder frem i lyset, skabe energi og drivkraft, kreativitet – men de slider på nervetrådene hos alle, undtagen hos det menneske, der orkestrerer dem. Splittelser kan skabe kortsigtede resultater, men udhuler den psykologiske tryghed.
Men hvorfor, spørger du, hvorfor ville nogen dog ønske at smadre en organisation for kortvarig vindings skyld?
Af samme grund som al dårlig ledelse er født af: for stort ego, for lille selvværd, for meget frygt, for lidt kærlighed, mistillid til andre, til selv, til livet.
For lederen giver det ro på nervesystemet, når negativ energi, vrede, frustration og frygt spiller sig ud mellem medarbejdere – han bliver central, den eneste med overblikket, og kan skabe personlige alliancer i et uigennemskueligt system, der kan give en næsten blind loyalitet fra medarbejderne. Det starter som en strategi, men ender ofte som en refleks: en leder, der kun kan opretholde magten gennem nye konflikter.
Det giver kontrol og midlertidig usårlighed.
Men det holder aldrig i længden.
Heldigvis.
Så det håb har vi 🕯️
Konflikt som psykologisk våben
