Vi taler om ”min karriere”, som om vi kun har én. Og dog har vi faktisk tre forskellige, der følger kroppens og sindets udvikling gennem de livsfaser, der har præget mennesket siden dets undfangelse. Men i tråd med tidsånden har de fleste mennesker svært ved at indrømme, at såvel krop som sind fungerer anderledes hen imod slutningen af fyrrerne. Ikke dårligere, men anderledes. Min udfordring til dig er at have modet til at tage højde for forandringen og med kreativitet og mod finde den karriere, der passer til den sidste tredjedel af dit arbejdsliv.
Din første karriere er årene, hvor du sår og pløjer
I dine første år som voksen på arbejdsmarkedet leder du efter din professionelle form og finder den forhåbentlig også. Du prøver forskellige roller, forskellige virksomheder, forskellige brancher. Du har stadig din uddannelse i frisk erindring, men gradvist træder teorien i baggrunden, i takt med at du opbygger erfaring. Du er producent og løjtnant, men ikke nummer et. Endnu.
Det er også de krævende år, hvor du stifter familie og skaber et hjem. En tid, hvor du dagligt, time for time, prøver at balancere din dårlige samvittighed over for familien med din dårlige samvittighed over for jobbet. det er livet i en klokkestreng, selvom ingen rigtigt hænger sig i klokkestrenge mere.
Det er en hverdag, der er presset, pakket og proppet.
Det er den fase af din karriere, hvor du tester andres stil for at finde din egen. Du kopierer de succesfulde inden for dit felt: Hvis partnerne på advokatkontoret bærer lyseblå skjorter, gør du det også. Hvis big-bosserne på bureauet hæver stemmen i agiteret kreativ mødeledelse, gør du det også. Løber departementets afdelingschefer hen ad gangen med antydningen af stressfråde om munden, gør du det også. Måske. Det er ved at kopiere, sortere og adoptere power-playernes stil, at vi finder vores egen.
Du ved, du er kommet til enden af din første karriere, når du føler dig tryg og sikker i din stil, dine karriereønsker og dine kompetencer. Også der, hvor de afviger fra de succesfuldes i dit felt. Du er blevet din egen.
Din anden karriere er årene, hvor du høster
Hvis du har forvaltet din karriere godt i de unge år og har rimeligt styr på dit indre liv, vil du på nuværende tidspunkt have fundet din form og position; du kender dine kompetencer og din branche. Dit netværk er på plads, og din præstation er på toppen, fordi kombinationen af din erfaring og din energi er maksimal. Du træffer beslutningerne og får andre til at løbe i stedet for selv at gøre det. Dette er tiden, hvor du sidder for bordenden, hvor du er statsmanden eller -kvinden over dit eget – store eller lille – kongerige.
Børnene er blevet store og kræver mindre af din tid. Du sover igennem og har tid til at holde dig i form. Der er plads til nydelse og rejser, bilen er blevet større, og IKEA-møblerne er skiftet ud med designermøbler. Medmindre, selvfølgelig, du tager en runde mere med små børn. Det kan give rigtig meget liv. Men vi kommer ikke udenom, at det koster på karrierekontoen, hvis du vil være en nærværende forælder.
Du ved, du er kommet til slutningen af denne del af din karriere, når fornemmelsen af at have prøvet det meste fylder mere og mere. Når din krop minder dig om, at du ikke længere kan tage en all-nighter, uden at det koster, og jetlagget fortsætter længere, end det plejer. Du begynder at stille eksistentielle spørgsmål til dig selv om, hvad livet egentlig handler om. Du bliver dig din død bevidst – og vågner op til erkendelsen af, at hvis du stadig skal nå at leve dine drømme ud, så er det nu.
Din tredje karriere er årene, hvor du giver tilbage
Hvis du har været nogenlunde succesfuld og har kunnet høste frugterne af din indflydelse i midten af din karriere, har du på nuværende tidspunkt erfaret, at ingenting er sort eller hvidt, at det er mennesker, der skaber både katastroferne og sejrene, og at dagens løgn kan være morgendagens sandhed. Du er ikke bange for at vise dine ar, for du ved, at ingen kommer til succesen uden at snuble undervejs. Du har for længe siden parkeret ideen om, at succes altid skinner. Du er rummelig, fordi du gennem smertelig selvindsigt ved, at mennesket er fejlbarligt.
Du er det tætteste, du vil komme på at være vis inden for din erhvervsaktive del af livet, og du har indset, at længslen efter titler, indkomst og magt hører hjemme i en anden del af livet end nu.
De to største hemmeligheder, jeg kender om lykken, bliver ofte afsløret i den tredje karriere. Her slipper vi angsten for ikke at være nok for alle, for ikke at lykkes, ikke at kunne overleve. Hemmeligheden hviskes til os, når vi holder op med at kæmpe for os selv og de allernærmeste, når vi løfter blikket og ser mod horisonten.
Den første hemmelighed er denne: Jo mere du giver, jo mere lykkelig føler du dig. Det er ganske forunderligt, så megen glæde vi kan opleve ved at være mentor for yngre mennesker, donere en del af vores indtjening til godgørende formål eller investere i startups. Og det er jo ikke tilfældigt, for kroppen belønner os med et skud fede hormoner, når vi giver tid, penge, opmærksomhed osv. til andre, og den sender beroligende signaler til centralnervesystemet, når vi agerer, som om vi er i overskud.
Den anden hemmelighed: Ønsk dig det, du allerede har, og du vil altid være lykkelig. Eller sagt på en anden måde: Accepter og værdsæt det, livet har givet dig, i stedet for at være misundelig eller jaloux eller begærlig. Enten har man lært det i den tredje karriere, eller også lærer man det aldrig.
Mere frihed, mindre materialitet
Flere og flere vælger en anden livsstil efter de 50. Baby-boomerne blev de første aktive pensionister i sydgående busser og på golfbaner. 68’erne sneg sig ud af arbejdsmarkedet nogle år tidligere, solgte villaen, købte et stenhus på Mallorca og en ejerlejlighed i et ombygget sanatorium, som de vogter med nidkær materialisme. Men nu er der endnu en pensionisttype på vej: de nye gamle hippier. Bortset fra, naturligvis, at ingen længere føler sig gammel som 50-årig. Vi er jo kun halvvejs gennem vores voksenliv på det tidspunkt.
Vi vil have mening i (arbejds)livet. For vi har erfaret, at det materielle liv ikke er lykken, at præstationstilværelsen – privat og professionelt – gør os syge eller flade. Vi fulgte baby-boomernes tilbedelse af materielle værdier, 68’er-generationens nydelseskultur, men vi tilføjede for egen regning det vanvittige slid, der for mange har betydet, at da de fyldte 40, havde de allerede arbejdet lige så meget, som skolelæreren eller politibetjenten gør hele sit liv.
Noget er ved at ændre sig. Vi vil noget andet. Vi vil gerne arbejde, men ikke slide. Vi vil gerne tjene penge til hummeren i sommerhuset, men vi er villige til at undvære den ene bil og turen til Thailand i januar. Vi vil gerne bidrage til virksomheden eller organisationen, men vi vil ikke længere sætte vores indre behov på hold.
Nogle af os ønsker at dedikere tid til nogen eller noget uden for os selv, hvad enten det er familien eller FN’s verdensmål. Andre ønsker at dyrke en livslang lidenskab, der aldrig har været tid til at udfolde. Og atter andre ønsker bare et simpelt liv med langsom tilstedeværelse.
Og det ER muligt. Vi er måske den første generation, der rammer en treenighed af vilje, evne og mulighed til at skabe den (næsten) perfekte balance mellem præstation og nydelse.
Vi har viljen til at skrue ned for behovet, flytte til noget mindre, droppe rejserne, sælge den ene(ste) bil. Vi har evnen til at arbejde globalt og på alle tider af døgnet, og vi har tilstrækkelig selvindsigt til at vide, at den anerkendelse, der har drevet os gennem præstationslivet, er både skrøbelig og uberegnelig. Vi har mulighederne, fordi markedet kalder på gig-økonomi, løsninger, og teknologien understøtter ene-arbejde som aldrig før.
Det handler ganske enkelt om at skabe den situation, du ønsker.
Men nu er der jo ikke meget, der er ganske enkelt, og som mine klienter ofte fortæller mig, så er det jo nemt for mig at sige, for jeg har været selvstændig i mange år. Og ja, det er nemt at sige end at gøre, men enhver, der har en længerevarende karriere bag sig, er i stand til at ”job-crafte” dvs. forme sit arbejdsliv gennem strategi, planlægning og eksekvering på ganske samme måde, som man driver ethvert andet forretningsmæssigt eller organisatorisk tiltag.
Og hvis du ikke synes, du trænger, eller egentlig er ganske godt tilfreds der, hvor du er, så lad mig lige minde dig om den fremtid, der truer: Om 5-10-15 år vil mange af de job, vi kender i dag, være væk. Der vil være kommet nye til. Men hvis du – eller jeg – insisterer på at blive siddende med vores nuværende metier, er det altså ganske sandsynligt, at vi bliver irrelevante. Overflødige.
De fleste begår den fejl at tænke meget længe og alt for uklart over hvad og hvordan i stedet for at komme i gang med at regne, planlægge, forberede og GØRE. Du kan nemt gå i årevis og regne med, at du til enhver tid kan starte som konsulent eller leve af en bestyrelseskarriere – hvis du ikke tester virkeligheden. Det tager flere år at skabe sig en anden livsstil. Det er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden.
Så lad være med at vente for længe.
Lad være med at tænke for længe.
Denne sommer er en rigtig god tid til at overveje, om du skal have lagt din karriere om.
Som en lille gave til sommerens refleksion får du her adgang til bogen MIG A/S – en guide i fire trin, der hjælper dig med at designe din tredje karriere.
