magt, myndighed og døde mink

– eller hvordan magt ødelægger din empati

– Jeg har svært ved at forene min barndoms socialdemokratiske forbilleder med Mette Frederiksens myndige fremtoning i konservative klæder. Der er noget gammeldags over vores statsminister. Noget, der minder mig om de første chefer jeg havde i begyndelsen af 1980’erne; stærke, beslutsomme og no-nonsens mænd. Patriarker, der talte til medarbejderne i flertal og oprigtigt påtog sig ansvaret for flokkens velbefindende. De var ledere, man kun talte om, ikke med.  Ledere, der beboede myndigheden med komplet naturlighed. Ledere, der altid vidste bedst.

Den form for ledelse skaber tryghed. Den viser retning uden at vakle. Den fratager mig ansvaret for selv at tage stilling. Den form for ledelse er enestående i kriser. Men der er nogle farer …

 

Hovsa-ledelse i weekenden

I marts lukkede statsministeren landet. Vi accepterede nedlukningen med en smuk demonstration af fællesskab. Det var – og er – en vild ting at gøre, at bede mennesker lægge deres sociale behov på hylden, tag store bidder ud af de unges liv, sætte mange virksomheder på overlevelseskurs og lægge vores personlige frihed og lyst på hylden. For en stund. Mens det var farligt.

Det var farligt i nogle måneder. Data strømmede ind fra hele verden. Eksperter udtalte sig. Vi blev klogere. Vi må antage at regeringen blev klogere. Men af en eller anden grund omsatte regeringen ikke deres viden til handling. De gik på sommerferie. Holdt bryllup.

Så kom 2. bølge af Covid-19. Tilsyneladende som en stor overraskelse for regeringen, der måtte hastebehandle de nye restriktioner. Og snublede så voldsomt i kommunikationen, at ingen forstod de nye regler. Enhver topleder med bare lidt erfaring bag sig, ville i maj have sat sin ledergruppe stævne og spurgt: ”Hvad er risikoscenarierne for de næste 18-24 måneder? Og hvordan forholder vi os til dem?

Jeg kan ikke forestille mig ledergruppen for en stor organisation fjumre overrumplede rundt i en weekend for komme op med en handlingsplan.

 

Magt stiger til hovedet …  helt bogstaveligt

Vi ved fra forskningen at magt ikke gør os til bedre mennesker ud fra et humant synspunkt. Tværtimod. Og det går hurtigt. Følelsen af magt giver en seroronin-forstærket fornemmelse af at stå over andre. At være bedre. Forskning har demonstreret, at følelsen af magt er så euforiserende at hjernen meget hurtigt ændrer sig i retning af mindre empati, større risikovillighed og impulsivitet. Og det er ikke noget, der tager flere år. Det går meget, meget stærkt.

Dacher Keltner, psykologiprofessor fra Berkeley, har gennemført langtidsstudier over flere årtier og demonstreret at mennesker, der får magt, opfører sig som om de havde fået en hjerneskade, så markant er ændringerne. De bliver impulsive, mindre opmærksomme på risici og får svært ved at se tingene fra andres synspunkt.

Sukhvinder Obhi, hjerneforsker ved McMaster University har lavet scanninger, der afslører at de neurale processer, der sætter os i stand til spejle andre mennesker og dermed forstå dem, er svækkede i mennesker med magt ift. mennesker uden magt.

Jeg prøvede selv at miste min empati i et år, hvor jeg arbejdede for et stort amerikansk konsulenthus. Vi blev behandlet som konger og dronninger, havde privatchauffører, fløj business class, spiste på de bedste restaurationer. Vi blev talt op af partnerne. Vi var almægtige i vores behandling af den stakkels ungarnske virksomhed og dens underdanige ledelse.  Vi herskede.

Det værste var ikke at jeg mistede evnen til at engagere mig i familiens små-problemer og vise interessere for hvad jeg følte var banaliter. Det værste var, at jeg mente mit job var vigtigere end deres liv.

 

Ledelsestips til regeringen og andre, der mener selvgjort er velgjort

Hvis I ønsker egenrådig magt, så vid at jeres bedømmelser med stor sandsynlighed være uempatiske og at I bliver blinde for jeres egne fejl. Forstå det i det mindste intellektuelt – og kompenser så for den skade, magten forvolder ved at inddrage mennesker med meninger, der strider mod jeres.

Hvis I ønsker at kunne træffe egenrådige beslutninger, så tænk dog i det mindste lidt fremad. Vi kommer til at være i denne situation i mange måneder endnu. Lav en risikoanalyse, der rækker udover et skema med trafiklys (gør I grin med os?) og hvis I ikke selv kan finde ud af det, så inviter nogle af de mange dygtige erhvervsledere og konsulenter, der kan. Ring til Forsvaret. De ved en del om kriseledelse. Forlad jer ikke på et embedsværk, som ikke er krisedygtigt.

Hvis I ønsker at stå alene med beslutningerne og æren, så må I også æde kritikken. Og nej, #minkgate er ikke en fejl, det er en eklatant demonstration af dårlig dømmekraft.

Hvis I ønsker at være en lukket ledelse som ikke vil gå i dialog om jeres beslutninger, så må I indstille jer på, at vi begynder at gøre oprør, at råbe højt, at blive personlige. At vi sender vores tillidsmænd – fagbevægelserne og organisationerne – efter jer. Vi skal nok få jer råbt op. Før eller senere.

 

Charlotte Mandrup, november 2020