Det, der ikke står i direktørkontrakten

Som i ethvert andet fag eller håndværk er der nogle karakteristika, der hænger sammen med at være leder. Visse kompetencer bliver udviklet, visse personlighedstræk fremelsket. Det sker på bekostning af noget andet.

At være leder er et ensomt job. En grund kan være, at der er meget få – hvis nogen overhovedet – lige ved siden af. For mens glæden og succesen kan deles, er du som leder alene om de svære beslutninger og sidste m/k i ansvarslinjen.

Men der er en anden grund, til at toplederen kan være særligt ensom. Forskning peger nemlig på, at vi – i takt med at vi får mere magt – mister noget af vores empati. Og med tabet af empati bliver vi som Kong Midas; omgivet af guld, men ude af stand til at smage, dufte og røre det. Det er både et meget nydelsesfattigt og ensomt sted at være.

Mere magt = mindre empati = mere ensomhed og mindre nydelse. Med mindre vi træner vores empati og konstant holder os for øje, at vi er mennesker først og fremmest.

Når relationer bliver til resultater

Den måske vigtigste faktor hos lederen er evnen til at forstå og relatere til mennesker. For at forstå et marked kræver det, at du forstår menneskelig psykologi og adfærd. At have en succesfuld organisation handler om at finde, holde på og motivere de rigtige mennesker til at lede den. At tilfredsstille en ejerkreds fordrer samarbejde med dine nærmeste kolleger og motivere dig selv og andre til at yde det nødvendige.

Men risikoen for, at denne viden bliver til en rationel analyse af mennesket og ikke en empatisk forståelse, kommer, i takt med at resultatkravene maser sig på. Det er nemt, især i pressede tider, at komme til at betragte mennesker som produktionsaktiver eller vidensarkiver og at maksimere vores udnyttelse af hinanden, hvis empatien er blevet sat til dørs af magten. Og så bliver det virkelig ensomt.

Når alting haster, og ingenting er vigtigt

Ingen af os opnår en stabil succes, uden at der ligger mange års hårdt arbejde bag. Den hårde indsats ligger typisk i 30’erne og 40’erne. Det er også i de år, vi bliver forelskede, gift, får børn, bliver skilt, træner maraton. Livet er travlt, og det er nødvendigt at automatisere nogle af vores processer for at få tingene til at hænge sammen.

Og med hverdagen på autopilot er vi lige pludselig blevet 49 og har glemt, hvad det egentlig var, der var vigtigt og motiverede i starten. Det eneste, vi kan huske og mærke, er, hvad der haster. Det giver en konstant nagende bekymring eller fornemmelse af uro. Søvnbesvær eller manglende evne til slappe af. Eller et behov for konstant underholdning eller trangen til at tage den 3. jernmand. Det stresser faktisk. I hvert fald belaster det nervesystemet og gør det svært for os at stå stille længe nok til at kunne lytte, opfatte og bearbejde.

Din første karriere er årene, hvor du sår og pløjer

Det er tiden, hvor du leder efter din professionelle form og forhåbentlig finder den. Du prøver forskellige roller, forskellige virksomheder, forskellige brancher. Du har stadig uddannelsen frisk i erindringen, men gradvist træder teorien i baggrunden, i takt med at du opbygger erfaring. Du er producent og løjtnant, men ikke nummer et. Endnu.

Det er også de krævende år, hvor du stifter familie og skaber et hjem. En tid, hvor du dagligt, time for time, prøver at balancere din dårlige samvittighed over for familien med din dårlige samvittighed over for jobbet. Det er livet i en klokkestreng – selvom ingen rigtigt hænger sig i klokkestrenge længere. Det er en hverdag, der er presset, pakket og proppet.

Det er den fase af din karriere, hvor du tester andres stil for at finde din egen. Du kopierer de succesfulde inden for dit felt: Hvis partnerne på advokatkontoret bærer lyseblå skjorter, gør du også. Hvis big-bosserne på bureauet hæver stemmen i agiteret kreativ mødeledelse, gør du også. Løber departementets afdelingschefer hen ad gangen med antydningen af stressfråde om munden, gør du også. Måske. Det er ved at kopiere, sortere og adoptere power-playernes stil, vi finder vores egen.

Du ved, du er kommet til enden af din første karriere, når du føler dig tryg og sikker i din stil, dine karriereønsker og dine kompetencer. Også der, hvor de afviger fra de succesfuldes i dit felt. Du er blevet din egen.

Din anden karriere er årene, hvor du høster

Hvis du har forvaltet din karriere godt i de unge år og har rimeligt styr på dit indre liv, vil du på nuværende tidspunkt have fundet din form og position; du kender dine kompetencer og din branche. Dit netværk er på plads, og din præstation er på toppen, fordi kombinationen af din erfaring og din energi er maksimal. Du træffer beslutningerne, og hvis du har forvaltet din første karriere godt, får du andre til at løbe i stedet for selv at gøre det. Dette er tiden, hvor du sidder for bordenden, hvor du er statsmanden eller -kvinden over det store eller lille kongerige, der er dit.

Børnene er blevet store og kræver mindre af din tid. Du sover igennem og har tid til at holde dig i form. Der er plads til nydelse og rejser, bilen er blevet større, og IKEA-møblerne er skiftet ud med designermøbler. Med mindre, selvfølgelig, du tager en runde mere med små børn. Det kan give rigtigt meget liv. Men vi kommer ikke udenom, at det koster på karrieren, hvis du vil være en nærværende forælder.

Dette er tiden, hvor du besidder virksomhedens magtsymboler; dit navn står på parkeringspladsen lige ved siden af indgangen, dit Eurocard hviler i pungen side om side med dit Frequent Flyer-kort, dine kjoler er fra Armani. Giorgio, that is.

Du ved, du er kommet til slutningen af denne del af din karriere, når fornemmelsen af at have prøvet det meste fylder mere og mere. Når din krop minder dig om, at du ikke længere kan tage en all-nighter, uden det koster, og jetlagget fortsætter, længere end det plejer. Du begynder at stille eksistentielle spørgsmål til dig selv om, hvad livet egentlig handler om. Du bliver dig din død bevidst – og vågner op til erkendelsen af, at hvis du stadig skal nå at leve dine drømme ud – så er det nu.

Din tredje karriere er årene, hvor du giver tilbage

Hvis du har været nogenlunde succesfuld og har kunnet nyde høstens frugter af indflydelse og belønning i midten af din karriere, har du på nuværende tidspunkt erfaret, at ingenting er sort eller hvidt, at det er mennesker, der skaber både katastroferne og sejrene, og at dagens løgn kan være morgendagens sandhed. Du er ikke bange for at vise dine ar, for du ved, at ingen kommer til succesen uden at snuble undervejs. Du har for længe siden parkeret ideen om, at succes altid skinner.

Du er det tætteste, du vil komme på at være vis inden for din erhvervsaktive del af livet, og du har indset, at længslen efter titler, indkomst og magt hører hjemme i en anden del af livet end nu.

De to største hemmeligheder, jeg kender om lykken, bliver ofte afsløret i den tredje karriere, når vi slipper angsten for ikke at være nok for alle, ikke lykkes, ikke kunne overleve. Hemmeligheden hviskes til os, når vi holder op med at kæmpe for os selv og de allernærmeste, når vi løfter blikket og ser mod horisonten.

Den første hemmelighed er denne: Jo mere du giver, jo mere lykkelig føler du dig. Det er ganske forunderligt, så megen glæde vi kan opleve ved at være mentor for yngre mennesker, donere en del af vores indtjening til godgørende formål, investere i start-ups. Og det er jo ikke tilfældigt, for kroppen belønner os med et skud fede hormoner, når vi giver tid, penge, opmærksomhed etc. til andre, samt sender beroligende signaler til centralnervesystemet, når vi agerer, som om vi er i overskud.

Den anden hemmelighed er: Ønsk dig det, du allerede har, og du vil altid være lykkelig. Eller sagt på en anden måde; accepter og værdsæt det, livet har givet dig, i stedet for ar være misundelig eller jaloux eller begærlig. Enten har man lært det i den tredje karriere, eller også lærer man det aldrig.

Min opfordring til dig er, at du tager din 3. karriere alvorligt og i god tid tager stilling til, hvordan den skal være: Hvordan vil du arbejde (deltid, fra udlandet, som selvstændig etc.), og hvad er det, du vil give tilbage til samfund eller individer?

“Charlotte’s broad experience, her personality and her mindful leadership approach makes the coaching very unique and powerful.”

— FERENC PÖLZ DAM, DIRECTOR, ANIMAL HEALTH, BAYER