Prisen for lederskabet

DET, DER IKKE STÅR I DIREKTØRKONTRAKTEN

Som i ethvert andet fag eller håndværk er der nogle karakteristika, der hænger sammen med at være leder. Visse kompetencer bliver udviklet, visse personlighedstræk fremelsket. Det sker på bekostning af noget andet.

 

NÅR MAGTEN BLIVER STØRRE, SVINDER EMPATIEN

At være leder er et ensomt job. En grund kan være, at der er meget få - hvis nogen overhovedet – lige ved siden af. For mens glæden og succesen kan deles, er du som leder alene om de svære beslutninger og sidste m/k i ansvarslinjen.

Men der er en anden grund til, at toplederen kan være særligt ensom. Forskning peger nemlig på, at vi - i takt med vi får mere magt - mister noget af vores empati. Og med tabet af empati bliver vi som Kong Midas; omgivet af guld, men ude at stand til at smage, dufte, røre det. Det er både et meget nydelsesfattigt og ensomt sted at være.

Mere magt = mindre empati = mere ensomhed og mindre nydelse. Med mindre vi træner vores empati og konstant holder os for øje, at vi er mennesker først og fremmest.

 

NÅR RELATIONER BLIVER TIL RESULTATER

Den måske vigtigste faktor hos lederen, er evnen til at forstå og relatere til mennesker. For at forstå et marked kræver det, at du forstår menneskelig psykologi og adfærd. At have en succesfuld organisation handler om at finde, holde på og motivere de rigtige mennesker til at lede den. At tilfredsstille en ejerkreds går ud på at kunne samarbejde med dine nærmeste kolleger og motivere dig selv og andre til at yde det nødvendige.

Men risikoen for, at denne viden bliver til en rationel analyse af mennesket og ikke en empatisk forståelse, kommer i takt med, at resultatkravene maser sig på. Det er nemt, især i pressede tider, at komme til at betragte mennesker som produktionsaktiver eller vidensarkiver og nemt at maksimere vores omgang med hinanden, hvis empatien er blevet sat til dørs af magten. Og så bliver det virkelig ensomt.

 

NÅR ALTING HASTER OG INGENTING ER VIGTIGT

Ingen af os opnår en stabil succes, uden der ligger mange års hårdt arbejde bag. Den hårde indsats ligger typisk i 30'erne og 40'erne. Det er også i de år, vi bliver forelskede, gift, får børn, bliver skilt, træner maraton, bliver syge, tager på ferie. Livet er travlt og det er nødvendigt at automatisere nogle af vores processer for at få tingene til at hænge sammen.

Og med hverdagen på autopilot er vi lige pludseligt blevet 49 og har glemt, hvad det egentligt var, der var vigtigt og motiverede i starten. Det eneste vi kan huske og mærke er, hvad der haster. Det giver en konstant nagende bekymring eller fornemmelse af uro. Søvnbesvær eller manglende evne til slappe af. Eller et behov for konstant underholdning eller trangen til at tage den 3. jernmand, selvom om man er i midten af halvtredserne. Det stresser faktisk. I hvert fald belaster det nervesystemet og gør det svært for os at stå stille længe nok til at kunne lytte, opfatte og bearbejde.

 

FS Viborg